Friheden til at studere

Hvis klassisk græsk lukkes, er det et perfekt symbol på den retning, vores samfund bevæger sig i i sin fornægtelse af den arv, vi har fra grækerne: Troen på vigtigheden af viden og dannelse.

 Skrevet af Rasmus Bro Clemmensen

Også bragt i Weekendavisen d. 29. januar

Foto: Kristian Jensen

Hvis klassisk græsk lukkes, er det et perfekt symbol på den retning vores samfund bevæger sig i i sin fornægtelse af den arv vi har fra grækerne: Troen på vigtigheden af viden og dannelse.

Mens jeg sidder og læser til eksamen, modtager jeg pludselig en mail om, at mit fag, klassisk græsk, næste år ikke optager flere studerende og formentlig derefter lukkes. At det er en katastrofe, at vi på den måde afskærer kontakten til vores kulturelle og politiske fundament og alvorligt skader et af de dygtigste fagmiljøer i landet, er allerede blevet kritiseret i en række artikler i landets dagblade.

Men denne faglukning leder dog også til nogle mere generelle overvejelser, nemlig hvorfor der blandt alt denne luksus ikke er råd til at forske i vores kulturelle grundlag. Hvordan kan et så rigt samfund være så fattigt, at vi ikke har råd til at tænke over de allermest essentielle ting?

Jeg tror vi må spørge os selv, hvad vi egentlig vil med det her samfund. Aristoteles præsenterer Polis, den græske bystat, som det samfund, der opstår, når individer og familier finder sammen for at opnå et økonomisk selvstændigt og bæredygtigt samfund, altså et samfund hvor overlevelse ikke er et problem, og stabilitet giver os muligheden for at leve gode liv. Men i denne samfundsform opstår der også noget helt fantastisk, nemlig fritid, på græsk: Skolé, der ikke før eksisterede i menneskets konstante kamp for overlevelse. Heraf har vi selvfølgelig det danske ord skole, og for Aristoteles er det netop fritidens velsignelse, at vi kan studere. Samfundets overskud bør altså omsættes til viden, for hvad kunne være mere glorværdigt? Med bystatens opståen bliver mennesket for alvor det, mennesket er, et politisk væsen, men netop derfor opstår der også nye standarder for politik – politik handler ikke længere blot om at sikre vores overlevelse, men om at skabe muligheden for at stræbe mod større ting og at uddanne sig.

Kæmper vi så bittert for vores overlevelse, at vi ikke har råd til Skolen? Den rige luksus-livsstils-by, eller kampfly eller skattelettelser – hvilke af disse ting er så vigtige, at vores samfund må opgive enhver åndelig stræben?

Mest af alt ligner dette liv, vi elsker, dette livsstilsliv, en overdrevet overlevelsesdrift, hvor vi propper os med komfort, opslugt i trivielt begær. Men vi glemmer den frihed som denne komfort kunne give os: Friheden til at studere og rent faktisk skabe noget i vores samfund, der er større end forbrug og overlevelse.

Der findes andre overvejelser end overlevelse. På tværs af fløjene i dansk politik snakkes der om at sikre livet. Om det er vækst, arbejdspladser, sygehuse eller kampen mod terror, så reflekterer vores bekymringer tanken om overlevelse, levedygtighed og livsstil.

Det eneste vi ikke overvejer er udødeligheden: De tanker og den kultur, et samfund efterlader sig, har netop dette udødelige præg, som vi ikke finder i vores hverdagslige kamp for livet. Aristoteles priser samfundet for netop at muliggøre dette overskud: Tanken.  Det er derfor umådeligt nødvendigt at studere disse tanker fra andre samfund, men også som samfund at give os selv den fritid, den skole, der muliggør, at vi kan tænke vores egne udødelige tanker.

Et samfund, der er så rigt som vores, burde ikke bekymre sig så meget om beskæftigelse, men nærmere om at skabe fritid, fritid til at studere. Derfor er de sidste par regeringers fremdriftsreformer og nedskæringer, der rammer alle uddannelser og hele skolevæsenet, intet andet end en målrettet afmontering af samfundets overskud. Hvis klassisk græsk lukkes, er det på en måde et perfekt symbol på den retning, vores samfund bevæger sig i i sin fornægtelse af den arv, vi har fra grækerne: Troen på vigtigheden af viden og dannelse.

Historien har før gennemgået en tid af forglemmelse af den græske kulturarv. Den tid kalder vi af samme grund for den mørke middelalder. Jeg vil på ingen måde spå om et nyt mørke, men blot bede til, at vi som samfund vil vælge viden frem for uvidenhed.