I næste nummer af Midler bringer vi en artikel fra bogaktuelle Steen Nepper Larsen. Anne-Sophie fra Midlers redaktion anmelder i denne artikel hans nye bog At ville noget med nogen.
Skrevet af Anne-Sophie Sørup Nielsen
Politisk debattør, forfatter og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Steen Nepper Larsen er aktuel med en ny bog under titlen At ville noget med nogen (1). Bogen er en grundig og bredtfavnende overvejelse over, hvad vi skal forstå ved begrebet dannelse, hvordan traditionen har behandlet begrebet og hvordan vi bør tænke dannelse overfor uddannelse. Bogens skrivestil giver til tider læseren fornemmelsen af at læse et rytmisk og energisk filosofisk digt, der i sin helhed udgør et udførligt svar på det sokratiske spørgsmål ’hvad er dannelse?'. Der er tydeligvis tænkt over, at sproget skal være sprødt og næsten taktilt, sprællevende og uddannende i sig selv, hvilket ses i hans brug af filosofiske fagtermer, udrydningstruede ord og tyske citater.
Indholdet skal være omdrejningspunkt
Titlen, At ville noget med nogen, hentyder til dét Nepper Larsen beskriver som ”minimaldefinitionen” af pædagogik (2); Læreren og eleven (den omtalte nogen), der i fællesskab stræber efter at afdække og forstå et ukendt fænomen, teori eller teknik (noget). Hos Nepper Larsen er det nemlig vigtigt, at indholdet er omdrejningspunktet for læringsprocessen i stedet for et abstrakt mål om at opnå et tilstrækkeligt højt karaktergennemsnit eller at gennemføre studiet på kortest muligt tid. Læring bør altså altid være indrettet ud fra, hvad der skal læres og ikke ud fra, hvordan eleven bliver klar til den næste standardiserede test. Bogen byder på en overflod af lignende kritikker af uddannelsessystemet, konkurrencestaten og ideen om ’menneskelig kapital’ - alle pointer, som man kunne bruge en hel anmeldelse på at udlægge og diskutere.
Dannelse som modstandsord
Blandt de mange perspektiver på dannelse, som vi møder i bogen, vil jeg fremhæve ét aspekt, som jeg især finder interessant og dristigt. Det drejer sig om ideen om dannelse som et modstandsord (3). Det kan nemlig umiddelbart være nærliggende at drage en forbindelse mellem dannelsesbegrebet og en konservativ, reaktionær tankegang. Men Nepper Larsen fremstiller en anderledes dannelsestanke, der netop ser dannelsen som en åbning for muligheden for at protestere mod indgroede normer og ukritisk følgen med strømmen. Dannelse handler ikke om at lære at gøre som ’man’ gør, men netop om at konfrontere ”massen i sig selv” (4). Dette er ikke som sådan en kulturradikal pointe eller et udtryk for akademisk snobberi. Det handler ikke om at undervurdere alle ikke-akademiske fagligheder, men netop at påpege kvaliteten i enhver faglighed. Dannelse er at tilegne sig evnen til at komme med kvalificeret kritik på sit felt, men også at tilegne sig en viden, der tillader én at kunne træde ud af man’ets ekkokammer af meninger og selv tage stilling til de problemer, vi står overfor som samfund.
Dannelse skal give den enkelte en fornemmelse af myndighed og selvstændighed til at sige fra til nødvendighedspolitikkens slagtning af den offentlige sektor og de kortsigtede reform- og pakkeløsninger, der forhindrer en i at udøve sin faglighed. Historisk bevidsthed og sproglige kundskaber (som hele anden del af bogen er dedikeret til) gør det muligt at udfordre en diskurs, der drukner i ”klistrede flovser” (5) og marketings-lingo. Med dette perspektiv på dannelsen, som dét fribårent at kunne danne sig en mening, må vi spørge hinanden om dannelsen ikke ligefrem er en betingelse for et velfungerende demokrati?
Hvad skal vi gøre?
Slutteligt præsenterer Nepper Larsen 12 komprimerede portrætter af filosofiske og pædagogiske teoretikere, som har ageret forbilleder for hans pædagogiske tænkning. De 12 portrætter bliver (i loyalitet med en af bogens centrale pointer) til det konkrete dannende indhold (det noget), vi som læsere får at gumle på, når vi nu efter læsningen selv skal danne os et billede af den livs- og uddannelsesvision, der skal kæmpes for nu og i fremtiden. For som han skriver: ”vores samtid savner kort sagt radikale og troværdige bud på, hvordan visionære tanker i det 20. århundredes uddannelses- og kulturpolitik kan gentænkes og praktiseres på det 21. århundredes præmisser” (6).
Tilbage sidder jeg dog med spørgsmålet om, hvordan disse åndsrige dannelsesidealer skal gøres til realitet. Er det pædagogerne og lærerne, der skal søge andre metoder i en allerede overbebyrdet hverdag? Eller skal omvæltningen ske fra politisk side og hvad skulle forårsage sådan en mentalitetsforandring på Christiansborg? Eller skal vi i sidste ende stå for at danne os selv?
Alt i alt er bogen en fornøjelse at læse for enhver, der interesserer sig for pædagogiske eksperimenter, slidstærke tyske tænkere og det meget aktuelle spørgsmål om, hvad dannelse og uddannelse er og bør være nu, hvor vores uddannelsessystem er i massivt opbrud.
[1] At ville noget med nogen udkom i marts i
år hos forlaget Turbine Akademisk.
[2] Nepper Larsen: 2016, s. 80
[3] Ibid., s. 63
[4] Ibid., s. 44
[5] Ibid., s. 74
[6] Ibid., s. 71
Ingen kommentarer:
Send en kommentar