Om politikkens endeligt og den mulige overskridelse

"Nødvendighedens politik" har dybe rødder i det politiske system. Kasper Milius Brandt prøver i denne analyse at forstå nedskæringerne med hjælp fra blandt andre Ranciere, Honneth og den tyske digter Bertolt Brecht.

Skrevet af af Kasper Milius Brandt

Jeg abonnerer selv på den, nødvendighedens politik. Ikke fordi jeg er tilhænger af den, men fordi den er altoverskyggende i sin karakter, dens projekt er totalitært og giver ikke plads til kritik. Opgøret med den kan ikke isoleres til eller vindes ved et studenteroprør eller et kryds på en stemmeseddel, men må angribes fra alle de, der bliver ramt af dens overgreb.

Det er ingen hemmelighed, at politik i dag synes overvældende marked-sorienteret og politisk visionsløs, men visionsløsheden er blot et symptom på noget mere fundamentalt, som udtryk for et bestemt paradigme, der med stor kraft ikke bare har inspireret de fleste partimedlemmer på blå blok, men i særdeleshed også har hægtet sig på nethinden af venstrefløjspolitikerne, således at de alle nu taler samme sprog. 

 Det er imidlertid en helt bestemt bevægelse der er i gang. Hvad der er særlig interessant ved den er, at den ved første øjekast tager sig ud og fremstilles som værende ikke-ideologisk, altså i nogen grad ikke-politisk, men at den i stedet må forstås som en naturlig udvikling af samfundet så at sige. Jeg vil imidlertid forsøge at anfægte denne neutralitet med et argument om, at netop dé, der erklærer deres igen position for ideologifri, gemmer på en anden og mere menneskelig sandhed.

Nedskæringerne er ikke nødvendige

At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet.

Skrevet af Silas L. Marker, filosofistuderende ved Københavns Universitet

Der er mange fortællinger om, hvorfor vi skal skære ned. Uddannelses- og forskningsminister kalder nedskæringerne for ”sunde.” Mest famøst beskyldte Tørnæs’ forgænger vores uddannelser for at være kornfede. Han argumenterede, at der ikke var nogen vej uden om, at vi alle måtte ”vise samfundssind,” og at det nu altså var universitetets tur. 

Nedskæringerne er altså nødvendige, må vi forstå, og så må vi bare bide tænderne sammen, tage ja-hatten på og "tænke på samfundets bedste."

Dermed gør den nuværende venstreregering sig til bannerfører for det paradigme, man populært kan kalde nødvendighedens politik. Nødvendighedens politikere argumenterer ikke ud fra de traditonelle standarder ”godt” og ”skidt,” men bruger nu en objektivitet til at vise, at deres beslutninger ikke er til diskussion. Deres beslutninger er endda slet ikke beslutninger, men rationelle og forventelige reaktioner på objektive, uforanderlige vilkår, som vi bare må indordne os under. 

Inden for logik står nødvendighed i modsætning til mulighed. Siger man, at noget er nødvendigt sandt, hævder man samtidig, at det ikke i nogen anden tænkelig situation kunne være anderledes. Diskussionen, og dermed politikken, er slut.

Nødvendighedens problem er dens ansvarsfraskrivelse. Som Rune Lykkeberg skriver i bogen ”Alle har ret” fra 2012: “Demokratisk set gives der ikke politiske nødvendigheder. De, der hævder en “nødvendighed” har opfundet en “kunstig tredje,” som skal give dem det sidste ord og gøre dem, der taler imod dem, til uansvarlige og ufornuftige.” Den kunstige tredje, ansvarlighedens og nødvendighedens dommer, er diskussionens og politikkens værste fjende. Den afslutter politikken og gør den til administration. En god politiker i dag er ikke liberalist, socialist eller på anden måde ideologisk. Hun er en administrator, der handler ansvarligt i henhold til nødvendigheden. Hun indordner sig efter det fornuftige på samme måde, som man tager regnfrakke på, inden man går ud ad døren en regnvejrsdag. 

Men som den slovenske filosof Slavoj Žižek jævnligt pointerer, er forestillingen om ideologiernes død den mest ideologiske forestilling af dem alle. Der bliver både kæmpet og ført politik – bare mest fra den ene side.  

At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet. I virkeligheden kunne regeringen ligeså godt skære i kongehuset, erhvervsstøtten eller ministerlønningerne, eller undlade at købe nye kampfly. Som Rasmus Bro Clemmensen retorisk spørger i sidste nummer af Midler: ”Hvilke af disse ting er så vigtige, at vores samfund må opgive enhver åndelig stræben?” Man har selvfølgelig lov til at mene, at skattelettelser er bedre end god undervisning. Så lad os tage dén diskussion. Men at forringe vores uddannelser med henvisning til en objektiv nødvendighed er at kaste ansvaret fra sig og gøre politik til administration. 

Landvindinger kommer af organiseret vilje

Sociale forandringer er som landvindinger i videnskaben; de opstår ikke spontant, men er resultater af beslutsomme handlinger fra bestemte mennesker, som ikke længere vil stille sig tilfreds med status quo.

Skrevet af Alexander Thorvaldsen, studerende ved statskundskab på KU

Foto: Luna Stage

Det er svært at komme til enten en fest eller en privat sammenkomst med medstuderende, hvor nogen ikke bringer nedskæringer eller fremdriftsreformen op som emne til diskussion. ’Nogen burde fandme gøre noget snart’ er næsten altid konklusionen efter en længere detour omkring det faktum, at vores universitet er godt 500 medarbejdere færre og at vi får mærkbart dårligere uddannelse fremover. En yndlingsunderviser på filosofi har fået en fyreseddel, der er mindre feedback, større hold og stadig for få undervisningstimer til at fylde en uge ud med studiet.

Engang imellem går vi alle nok og håber på, at alle studerende pludselig rejse sig fra klasselokalet og organiserer protester. For så er vi i hvert fald klar. Men så længe naboen ikke gør noget, venter vi passivt på sofaen. Jeg selv er begyndt at udfordre fremmede som venner, selv over fredagsbaren. Jamen det lyder fedt. Hvornår starter vi? Hvem skal med? Hvad tænker du vi kan gøre? Fedt nok. Indkalder du til et møde?

An Overview of the Cutbacks

Why do they cut? And how much? As an international student at a Danish university, it can be hard to get an overview of the economic situation of the university. In this article, we hope to give you some useful insights

Written by Anders Fromm Dall

In 2014, Denmark had 25.546 international students. At university level, international students made up 10 percent of the total number of enrolled students and, since 2008, the total number of international students in Denmark has almost doubled. International students constitute a substantial part of particularly Danish higher education and thus they experience the same kinds of joys, excitements, challenges, tasks, exams, assignments, group work, deadlines, struggles, frustrations and, lately, the same cutbacks as Danish students. With this article, I intend to give a brief overview of the situation as well as kick-start our, as Danish students, willingness and responsibility to share and include the international students in the fight against cutbacks. It is their fight as much as it is ours.

Har DPU en drøm?

Vi studerende har mange drømme om, hvad universitetet skal være, som nedskæringerne gør umulige. Men vi må ikke lade os narre af ord som ”uddannelsesreform” og ”ressourcefordeling”.

Skrevet af Julie Johanne Kirkegaard, studerende på pædagogisk filosofi (DPU)

Jeg drømmer om et sted, hvor et kursus som ”udvikling af uddannelse og andre læringsarenaer” handler om at overskride den hidtidige tænkning, bryde med de eksisterende rammer og tænke uddannelse på nye måder – og ikke blot om et læringsforløb bedst evalueres kvantitativt eller kvalitativt. Jeg drømmer om et sted, der tør eksperimentere med forskellige undervisningsformer og læringsforløb, som tør medtænke læringsstile, mentorordninger, studieporteføljer – ikke fordi det (måske) øger læringen, men fordi et institut, der kalder sig selv Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse har pligt til at eksperimentere undersøgende og kritisk. Og ikke som nu, hvor undervisningen i bedste fald begrænser sig til en fængende forelæsning efterfulgt af livlig debat og i værste fald: En død oplæsning af 40 powerpoint slides.  

Jeg drømmer om et sted, hvor én forskers kritiske indlæg om en anden forskers arbejde ikke reduceres til et spørgsmål om kollegial mobning, men imødekommes af en offentlig paradigmestrid, hvor forskellige faglige værdier og standarder kan komme til orde, synliggøres og debatteres. 

Tal magten imod

Lad DPU være et sted for engagerede pædagoger og lærere, praktikere og teoretikere, dem der tør og vil reformere det danske uddannelsessystem, dem der kan deres Grundtvig og Koch og Humboldt og Habermas, deres Foucault, Kant og Ziehe. Dem der ikke er bange for at bruge deres viden og visdom og som – med egne øjne – har set, hvad vuggestuer, børnehaver, institutioner, pædagogiske relationer og arbejdspladser kalder på. Lad dem ikke være bange for at tage visionerne i egen hånd og tale magten imod. 

Et demokratisk DPU

Lad DPU være stedet, hvor de studerende skriver deres egne studieordninger, sidder med ved ledelsens møder og bliver ved med at insistere på at blive hørt og på at lige netop deres uddannelse skal adressere fremtidens udfordringer: Det globale, økologiske, sociale og etiske ansvar. Lad alle DPUs dannelsestænkere tale Egelund og co. imod: Danmark kan ikke betragtes som en virksomhed, og DPU er ikke en af dens underafdelinger. Lad alt andet end pædagogik og uddannelse (og jeg tilføjer: filosofi og kunst) bekymre sig om profit. 

De studerende er ikke bare x-antal ECTS point og penge, der udløses ved kasse et, så snart eksamen er i hus. Vi fatter, hvad der foregår. Vi ser, hvordan gennemsigtigheden, fagligheden og i sidste ende demokratiet trues, allerede er ved at vælte, og vi læser om de tanker, det hele vælter fra, og vi oplever, hvilke menneskelige og samfundsmæssige omkostninger kaosset forårsager. 

Tag ansvar

Lad være med at pakke det ind i ord som ”uddannelsesreform” og ”ressourcefordeling” – vi kender godt konkurrencestatslogikken og New Public Management, og lad mig høre fra den, der kan argumentere for, at pædagogik og uddannelse er forenelige med disse tankesystemers grundstrukturer. 

Selvom pengene er mindre, er ingen ledelse, og slet ikke på DPU, frataget ansvaret for at tænke i mere og andet end simpel tallogik. Gør de det, tager de ikke deres eget instituts faglighed alvorligt – i værste fald forråder de både institut og fremtid. 

Drømmene ses tydeligst om natten, når politikerne sover,  men de må artikuleres og virkeliggøres i dagslys: Den hånd, som ledelsen på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse har oppe i ryggen, må ud. Universitets faglige autonomi og autoritet må tilbage. 

Forsvar den professionelle værdighed

Her i nedskæringstiderne må vi studerende og ansatte på universitetet finde nye måder at gøre modstand på sammen, fortæller Steen Nepper Larsen.

Skrevet af Steen Nepper Larsen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) har skrevet nogle mindeværdige, stedsegrønne og slagkraftige ord i kapitel 21: “Twenty-First Series of the Event” i værket The Logic of Sense: 

“Either ethics makes no sense at all, or this is what it means and has nothing else to say: not to be unworthy of what happens to us.” 

Disse ord rammer hovedet på sømmet. Stående over for tåbelige og økonomisk-kortåndede fyringer, fremdriftsreformens skandaløse hærgen, dramatiske indskrænkninger i vejledningstiden og den kommende ødelæggelse af censureringsinstitutionen med krænkelse af de studerende retssikkerhed til følge, må både universitetsansatte og studerende spørge sig selv og hinanden: hvordan undgår vi at blive uværdige til det, der sker med os? De ovennævnte ’begivenheder’, der vælter ned over os, har vi umiddelbart ingen indflydelse på – ej heller har vi ønsket dem. Men stående over for og midt i dem må vi drøfte, hvordan de kan betvivles, modarbejdes og i bedste fald deletes. 

Mens vi træner os i den offentlige brug af fornuften, som den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) proklamerede, og foretager en kølig samtidsdiagnostisk kortlægning den anmassende videnspolitik, de mange policytekster og den aktuelle udmøntning af uføret i institutionelle tvangsmaskiner, kan vi så passende overveje, hvad sammenhængen måtte være mellem civil courage (borgeren og privatmenneskets højlydte ubehag) og den professionelle værdighed (knyttende sig til forvaltningen af et embede og forsvaret af universitetet som tænkende institution). Efter min mening hænger de to afsæt for den politiske protest intimt sammen. 

Protesterne mod den helt klart (universitets)politisk villede og dagklart-bevidste ødelæggelse af universitetet kalder på både den virile, civile courage og en værdig professionalisme. Men modet og det intellektuelle knofedt er ikke nok. Vi må også til at opfinde nye måder at artikulere vi’et på, som en anden fransk filosof Jean-Luc Nancy (f. 1940) udtrykker sig – dvs. nye måder at forene de studerendes og universitetslærerne nødvendige modstand på: l’articulation de nous.

Læs Midlers anmeldelse af Steen Nepper Larsens nye bog 'At ville noget med nogen' her.

Hvor placerer vi skylden?

At vi nu slås med nedskæringer, er udtryk for en dybereliggende problematik. Den har enorme konsekvenser, og vi er derfor nødt til at gøre op med den måde, universitetet styret på.

Skrevet af Tor Stene-Jul Rasmussen, studerende ved europæisk etnologi

Jeg har været tilknyttet Københavns Universitet som studerende siden 2010. I den tid har jeg, ligesom mange af mine medstuderende, deltaget i flere protester og demonstrationer mod nedskæringer på de videregående uddannelser. I samme periode har landet været ledet af tre forskellige regeringer, med endnu flere uddannelses- og forskningsministre, hvilket giver anledning til en kedelig erkendelse. Nemlig den, at skylden ikke udelukkende kan placeres hos den til enhver tid siddende regering eller minister. Problematikken lader med andre ord til, at være mere sejlivet end et regeringsgrundlag.